Velkommen til Rosenholm Hovedgaard
Smukt beliggende bag Rosenholm Slot på Djursland ligger herregården Rosenholm Hovedgaard. Her leder Søren Glibstrup Jensen driften af gårdens to kyllingehuse med en kyllingeproduktionen på ca. 700.000 konventionelle kyllinger årligt.
Kyllingernes ve og vel er det vigtigste
"Det vigtigste for mig er, at mine kyllinger trives og har et godt liv, mens de er i min stald. Mine kyllinger er friske og livlige. De er nysgerrige og kommer hen, når man sætter sig ned. De støvbader, hvilket for mig er et tegn på, at de har det godt og at strøelsen er i orden. Det gør mig glad at se.
Min fornemste opgave som landmand er at behandle mine dyr godt. Det er deres ve og vel, der er bestemmende for virksomhedens eksistens," siger driftsleder Søren Glibstrup Jensen.
De daglige rutiner på gården
Hver 6. uge får jeg leveret 84.000 daggamle kyllinger, som jeg fordeler ud på vores to huse sammen med mine to weekendafløsere. Derefter er dagens gang stort set den samme hver dag i de fem uger, kyllingerne bliver opfostret her.
Min dag starter typisk ved 8-tiden, hvor jeg kører halm ind i halmfyret for at sikre varme til staldene. Derefter følger en nøje gennemgang af kyllingernes status, herunder kontrol af kyllingernes foder- og vandforbrug, mens jeg har været væk og til sidst går jeg en tur gennem hvert hus og ser om kyllingerne trives, mærker temperaturen og tjekker strøelsen mm.
Den fysiske tilstedeværelse inde i stalden er alfa og omega. Jeg skal derind og mærke kyllingerne på egen krop og tjekke, om de har det godt. Om eftermiddagen, inden jeg kører hjem til familien, går jeg endnu en runde inde hos kyllingerne og tjekker om alt er som det skal være og de kan klare sig natten over, til jeg kommer igen morgenen efter.
I gennemsnit bruger jeg ca. tre timer om dagen på kyllingerne, 2 timer i husene og en time går med administration. Der går meget tid bag skærmen med alt fra foderindkøb til miljøgodkendelser, men det er også fascinerende. I Danmark har vi et enestående KIK-system. Som eneste land i verden har vi udviklet et kvalitetssystem, der omhyggeligt dokumenterer vores kyllingers sundhed, kvalitet og trivsel i alle led. Her er alle data om kyllingerne samlet. Fra rugeriet til slagteriet og alle led derimellem. Jeg kan gå alle mine tidligere hold kyllinger igennem og optimere min produktion ved hjælp af de data. Det er meget unikt og helt essentielt for kvaliteten i dansk kyllingeproduktion.
Udover de faste timer med kyllingerne hver dag, står jeg for al administration, excl. bogholderi, vedligehold på bygninger, tekniske anlæg, maskiner og dræn her på ejendommen. Markarealerne er bortforpagtet.
Søren har stor fokus på teknikken
I kyllingebranchen har vi avancerede styringssystemer, der styrer alt fra foder- og vandindtag til lysstyrke, varme, fugt mm, så intet er overladt til tilfældighederne. Dertil har vi et alarmsystem, der reagerer med det samme, noget ikke fungerer. Det kan være, der er for varmt i huset, fugtigheden pludselig er for høj eller hvis en foder- eller vandstreng ikke virker, og kyllingerne derfor ikke kan spise eller drikke. Sker det på tidspunkter, hvor jeg ikke er ved kyllingerne, så bor jeg heldigvis kun fem minutter fra dem, og kan hurtigt reagere.
Jeg går meget op i at vedligeholde mit anlæg ordentligt, være på forkant og optimere, hvor jeg kan. På den måde har mine kyllinger alle forudsætninger for at have et godt liv, mens de er hos mig.
Jeg er stolt af den danske kvalitet
Der er en utrolig høj kvalitet i kyllingebranchen. Det er jeg meget stolt af at være en del af. Vi har vores egen lukkede cirkel her i Danmark. Alle led i cirklen er danske og kvaliteten er i top alle steder. Vi får nogle supergode kyllinger fra Danhatch, som stort set aldrig har sygdom med sig og alle i branchen gør deres ypperste for at holde deres kvalitet oppe og smittetryk nede.
Kyllingebranchen er en meget lille branche. Vi kender hinanden og har et virkelig godt sammenhold og der er stor viden at hente rundt i hele branchen. Alle er klar med gode råd og ideer, hvis man støder på et problem. Man skal dog huske, at der aldrig er to huse, der er ens og aldrig to hold kyllinger, der er det heller. Så man skal også lytte til sin egen mavefornemmelse og prøve sig frem.
Endelig er kyllinger nemme at passe. De klarer stort set sig selv og optager ikke hele min dag. Så det er en produktion, der passer godt til mig. Her på gården har vi altid produceret konventionelle kyllinger, og det er i dag nogle supergode, robuste kyllinger. Det er en meget sund race. Den er god til at udnytte foderet. Dødeligheden og sygdomsforekomsten er lav, og så giver den et godt slagteudbytte.